Du er her > Foreningen > Galleri > Sankt Hans 2011 > Årets båltale
Båltale Vallensbæk Jagtforening 23. juni 2011

Tak for invitationen

Villy Søvndal – Helle Thorning – Lars Lykke – Lars Barfoed – Pia Kærsgaard og Anders Samuelsen kunne ikke – så derfor er jeg blevet bedt om at komme og forklare om 2020 planen, grænsekontrol og andre storpolitiske emner.

Nej – Det springer vi lige over – for det vil tage flere timer – og så bliver der jo ikke tid til hygge og fejring af midsommeren, som den her aften jo egentlig har til formål.

Sankt Hans aften er egentlig en lidt mærkelig mærkedag, med en sammenblanding af kristen værdier og hedenske traditioner – man kunne stå med en mistanke om, at de kristne værdier var lidt kedelige, hvorfor folket tilføjede lidt hedenske traditioner – sådan for, at gøre det hele lidt mere spændende.

Men når man befinder sig mellem medlemmer og gæster af Vallensbæk Jagtforening kommer man uværdigt også til at tænke på jagtlige islæt.

Hvad er foråret for jægeren?

Stilstandsperioden mellem den overstået hagljagtsæson og en næsten uudholdelig forventning til bukkepræmieren, hvor riffeljægerne trodse faren for overfald fra myg, skovflåter og ikke mindst dårligt vejr. Manglende nattesøvn og undrende blikke fra familien, der måske ikke helt forstår jægerens adfærd, hører også med.

Lige nu burde rigtig mange tage med en tur på bukkejagt – det er en fantastisk intens naturoplevelse flot fauna – fugle- og dyrevildt – og ikke mindst den fantastiske oplevelse af råer med deres lam!

Hvad mange udenforstående ikke ved er, hvor meget tid, der fra jægernes side bliver anvendt på naturpleje, forberedelse til udsætning af fuglevildt m.m.

Her har Dansk Jægerforbund og en velfungerende jagtforening som Vallensbæk, med den engagerede medlemmer en væsentlig opgave. Nemlig, udbredelsen af kendskabet til jagtudøvelsen og dens mange facetter i Danmark.

Der er rigeligt med kritikere af jagt og jægere – men en meget stor del af den kritik udspringer af en ganske naiv uvidenhed. Det er ærgerligt, når jægerne og deres jagtudøvelse hvirvles ind i det politiske spil på en usaglig og ubegrundet måde, hvor det ene og alene handler om populistisk råben op.

Der er lykkedes interessegrupper og det politiske flertal, at indføre bestemmelser, der i allerhøjste grad besværliggør en stor del af arbejdet med udsætning af fuglevildt – jeg har aldrig set det nødvendige i en landingsbane på 100m2 for en gråand – ligesom udfærdigelse af biotopplaner, som nu påhviler jagtkonsortierne og lodsejerne, måske ikke direkte har den store forbindelse med udsætning af fasaner.

I har, i forbindelse med det forestående folketingsvalg, som helt sikkert kommer i efteråret og formentlig på et højst ubelejligt tidspunkt, hvis man er jæger og gerne vil tilbringe den maksimalt tilgængelige tid i naturen med vores bedste ven – hunden - en veloplagt mulighed fro at påvirke de politiske holdninger til jægerne og deres jagtudøvelse

Der gør I blandt andet ved at afgive jeres stemme – benyt jer nu af muligheden – i modsat fald, afstår I fra muligheden til at brokke jer.

Hermed vil jeg gerne sige tak fordi I lyttede og ikke mindst tak for den store indsats som I, som meget aktiv forening, medlemmer og bestyrelse gør for jægerne i Danmark.

Rigtig god sommer.

Knæk og Bræk

  
);